Liselotte Tiller Sørensen

Biography

Liselotte Tiller Sørensens kunstneriske virkefelt er maleriet. Hun har siden sin debut i slutningen af 1980erne primært arbejdet med olie på lærred. Det er den klassiske teknik i et nutidigt billedsprog, T.S. afprøver i sit maleri. På udstillingen Billederne i 1992 viste hun f.eks. en serie malerier, der forholdt sig til den romantiske landskabstradition. Billederne var malet med brede strøg og med en næsten monokrom palet. De citerede åbenlyst en række af genrens maleriske konventioner, men de enkelte billeder indeholdt samtidig et eget stemningsfyldt rum. I sine senere værker har T.S. afprøvet andre maleriske udtryk, bl.a. det abstrakt-ekspressionistiske. Arbejdet med farven, stofligheden og det sansenære er her trådt i forgrunden. Kompositionerne er tætte og dramatiske, farveholdningen mørk og glødende. Billederne er malet frem lag på lag og viser fortrolighed med oliemaleriets historie og tekniske muligheder.

Author: Anette Østerby (A.Ø.) Abbreviations Notice: The information comes from the 4th version of Weilbachs Kunstnerleksikon. The editing of the encyclopedia ended in 1994. The information is not continuously updated.