|
Robert Storm Petersens, Storm P.s, vidtspændende aktivitet som tegner, maler, skuespiller, kabaretartist og forfatter må ses ud fra et helhedsbillede af hans personlighed. Med baggrund i et robust slagtermiljø var dette fag også S.P.s bestemmelse. Efter konfirmationen indtrådte han som lærling i forældrenes slagterforretning i Københavns centrum. Sideløbende modtog han 1899-1900 sporadisk undervisning i at male hos Valdemar Neiiendam og tegneundervisning på Teknisk Skole. På Th. Bindesbølls opfordring begyndte han at arbejde på egen hånd. Med tydelig påvirkning fra moderne, amerikansk bladtegnestil lancerede han sig efter sin første udenlandsrejse i 1901 som leverandør af moderne reklamer. Desuden søgte han afløb for sin store tegnelyst ved at forsyne tidens fagblade, vittighedsblade og det nystartede Ekstrabladet. Hans første publicerede tegning var i Dansk Slagteri Tidende 5.1.1902. For et skuespillerlegat rejste S.P. 1906 til Paris, hvor han for første gang udførte en række malerier, hvoraf enkelte er præget af jugendstilen, andre derimod holdt i en djærv, ekspressionistisk malemåde. Fra opholdet kendes desuden en række portrætter af tidens kabaretartister, ligesom hans tegnestil modtog stærke indtryk fra bladtegneren Abel Faivre. Koncentrationen i navnlig mandsfigurerne af en stærkt ladet sjælstilstand drog ham naturligt mod Edv. Munchs eksistentielt betonede maleri. Fra den tyske kunstnersammenslutning "Die Brücke"s udstilling i København i 1908 bestyrkedes han yderligere i den ekspressionistiske udtryksmåde. Samme år udførte han sit første naivistiske maleri. I disse eksperimenterende, formende år gennemløb S.P.s tegninger samtidig en række kortvarige påvirkninger fra Johannes Holbek og Jens Lund. Over for denne tilegnelse af skønvirkestilens tilstræbte ornamentik står en serie markante, samfundskritiske tegninger, der fra 1907 vidner om en personlig tegnestil. Da han således i 1909 deltog i De 13s første udstilling valgte han at lade sig repræsentere med selvportrættet, Første og anden ophængning, der drastisk udtrykte hans afstand til akademisk malemåde. Fra litterære forsøg over H.C. Andersen fandt han frem til overbevisningen, at alene Gud ser værdigheden i mennesket, hvilket han billedligt omskrev ved at vise sig selv i rollen som den, der saliggør udskuddet, Kunst og virkelighed, 1910. Betegnende for S.P.s satiriske observans vendte han sig ikke imod modernismen i snæver forstand. Med denne opposition til akademiske formhensyn, undrager S.P.s satire sig en traditionel kunsthistorisk vurdering. Mødet med den svenske kunstner Ivar Arosenius' originale idébilleder i 1910 indvarslede en blivende, mere poetisk stemning i især S.P.s akvareller. Med Herwarth Waldens opfordring i 1912 til at bidrage til hans talerør "Der Sturm" og til i 1917 i København at arrangere en udstilling af Sturmkunstnere slog S.P. selv ind på at eksperimentere med det moderne maleris abstrakte formsprog, især under indtryk af Paul Klee. Under samme periode modtog S.P.s satire stærke indtryk fra den belgiske kunstner James Ensors bizarre, dybt forvrængede billedverden. 1919 tiltrådte S.P. en rundrejse til en række hovedbyer i Nordamerika. Rejsen blev ikke den inspiration, han havde forventet. Rejsen indvarsler en kunstnerisk krise, der kan spores helt frem til hans udsmykning af børnelæsestuen i Centralbiblioteket i Esbjerg, 1929-32. Betegnende greb han her tilbage til sine tidligere motiver. Centralt i vurderingen af S.P. som kunstner står, at han efter hjemkomsten gjorde sig til bladtegner ved at forpligte sig til at føje nye serier til den etablerede De tre små mænd og nummermanden fra 1913 og Dagbogsblad i B.T. (begyndt 1917). I 1922 lancerede han således tegneserien om den sympatiske bedsteborger Peter Vimmelskaft og den mundrappe bifigur Ping. Disse faste rubrikker knopskød sig i nye om vejrhunden Grog (1926-1935) og Dagens Flue (1939-49), hvortil skal lægges De Kulørte Sider i det udvidede søndagstillæg med en uovertruffen brug af bogtrykteknikkens virkemidler. S.P.s produktion af bladtegninger anslås til omkr. 60.000. Sideløbende med det publicistiske engagement ved Det Berlingske Hus' aviser og et hundredtals bogillustrationer mødte han som medlem af Den frie Udstilling siden 1930 jævnligt op med en lille eksklusiv præsentation af overvejende satiriske malerier. Som en grundtone i hans altruistiske livsindstilling vises mennesket heri ikke som en karikatur, men som det ufrivillige offer i tilværelsens kompleksitet. Heri skal søges grunden til, at den politiske karikatur ikke kunne blive hans felt, og at humoren kunne vinde indpas uden at undsiges af hans udprægede virkelighedssans. Som en modvægt til den glædesløshed han så i livet, udkrystalliserede vagabonden sig som den vise fortaler for frihed og, ikke mindre logisk, klovnen som symbol på kunstens ubundethed. Humoren fik lov til at triumfere, men aldrig hovere over smålighed, opblæsthed og, som et hovedmotiv mod slutningen af hans liv over de illusioner samfund og fremskridtstro indhylder sig i. Med bund i et dybt skeptisk livssyn trådte humoren hermed ind som et sidste, humanistisk forsonende lag på toppen af eksistensen. "Han skabte et dansk udtryk for den store humor, og hans indsats som tegner og tekstforfatter (thi de to ting er hos ham en uløselig enhed) er måske det klareste udtryk for dansk livsfølelse i den demokratiske periode i det 20. århundrede" (Sig. Schultz i Weilbachs Kunstnerleks., 3. udg.). I 1977 åbnedes Storm P.Museet på Frederiksberg.
|
