|
Nikoline Werdelin, der på Skolen for Brugskunst fik stemplet "useriøs, kan ikke tegne", vandt i 1984 en tegneseriekonkurrence, udskrevet af dagbladet Politiken. Præmien var blandt andet en offentliggørelse af de 30 indsendte striber. Dette blev begyndelsen på Café, der skaffede W. øjeblikkelig berømmelse. Med serien, der befolkedes af yngre, velbjergede, promiskuøse, tendentielt asociale storbytyper på evig jagt efter identitet og prestige, ramte W. tidsånden i Schlüterperioden, hvor en ny selvspejlende individualisme erstattede 70ernes kollektive idealer. Senere har W. udvidet persongalleriet, og i Homo Metropolis, hvis striber danner længere, føljetonagtige historier, møder man et bredt register af klasser og typer, gamle og unge, smarte og usmarte, den døende aids-bøsse, den halvgamle bankassistent, der venter på at få "prikket", og den vrisne enke. Som tegner fandt W. hurtigt en fast form, hvor hver af storbyens subgrupper får sin bekomst. Klædedragt, boligindretning og andre livsstilsattributter registreres med spydig akkuratesse. W., der har lighedspunkter med den franske stribetegner Claire Bretécher, er blevet rost for sine replikker, der sprogligt uddyber livsstilssignalementet, en side af hendes talent, som også er udnyttet i kærligheds- og skilsmissedramaet Liebhaverne. Personligt er W., "Danmarks mest sexede kvindelige serieskaber" (Mikael Skilbreid), blevet et ikon for 1980ernes og -90ernes succeshungrende samfund.
|
