Ludvig Brandstrup

Biography

Ludvig Brandstrup boede en tid hos faderens ven, litteraten F.L. Liebenberg, der både fik betydning for hans almene dannelse og var ham en støtte i beslutningen om at blive billedhugger. I 1885 startede han på Akademiet i København, men allerede året før var han begyndt at arbejde i Vilh. Bissens atelier. Her blev han afgørende præget af såvel traditionen fra den Thorvaldsenske klassicisme som af naturalismen, men også den samtidige franske skulptur var en væsentlig inspiration. Her lærte B. at hugge i marmor, og hans arbejde med at restaurere både H.W. Bissens Ceresfrise og Thorvaldsens Alexanderfrise bidrog i høj grad til hans skoling i den hjemlige klassicismes ideale formsprog. Afgørende blev også studierejserne til Italien, hvor B. fra 1893-94 boede i Firenze og især interesserede sig for Donatello og den tidlige florentinske renæssanceskulptur. B. kom hurtigt ind på det område, der skulle blive hans dominerende virkefelt, portrætbusterne. Han opnåede snart et velfortjent ry som en fremragende menneskeskildrer med en sikker forståelse af sin model. Busten af ungdomsvennen, den norske billedhugger Gustav Vigeland, er blandt B.s bedste portrætter. Den viser en ung og sårbar kunstner, hvis ulmende indre kræfter B. bl.a. giver udtryk i det uregerlige hår. B. kom til at udføre en lang række portrætter af sin samtids betydningsfulde personer, og med dette persongalleri var han med til at karakterisere århundredeskiftets mænd og kvinder. Det var derfor naturligt, at også brygger Carl Jacobsen gjorde stor brug af B.s talent. Med sin sikre karakteriseringsevne og følsomme modellering viste B., at han præcist kunne fange netop det ene udtryk, som ud af de mange gav modellen karakter. I de mange barnebuster fornemmer man ligeledes en fin indføling i barnets univers. Med sit særlige blik for ansigtets små skævheder gik han tæt på detaljen, uden at det tog magten fra ham. At han ofte modellerede både skuldre, bryst og arme med, vidner om hans interesse for den florentinske skulptur, men det er samtidig et tidstypisk træk, som tages op både i fransk og skandinavisk skulptur. Til tider anes også en påvirkning fra romerske portrætbuster. B. blev desuden flittigt benyttet til offentlige monumenter, bl.a. over arkæologen Georg Zöega og skolelederen Nathalie Zahle i København, samt rytterstatuen af Christian IX. B. søgte at skabe harmoni og klassisk enkelhed i menneskefremstillingen. Der er en rolig linjevirkning i hans skulpturer, fordi han i modsætning til andre af sine samtidige undgik voldsomme bevægelser og overspændt dramatik. B.s direkte naturstudium og optagethed af det aktuelle liv ses i interessen for detaljen og ved en suveræn stofimitation. B. hørte til de betydeligste af sin generations danske billedhuggere, og som repræsentant for den naturalistiske epoke var han sin tids bedste portrættør. Hans mange tillidsposter vidner desuden om et stort fagligt engagement.

Author: Anette Sørensen (A.Sø.) Abbreviations Notice: The information comes from the 4th version of Weilbachs Kunstnerleksikon. The editing of the encyclopedia ended in 1994. The information is not continuously updated.