H.A. Brendekilde

Biography

H.A. Brendekilde var uddannet modellerer, men gik straks over til at blive maler. Han hørte til de ret få danske kunstnere af sin generation, der tog ved lære af den franske realismes sociale aspekt. Som akademikammeraten L.A. Ring kom han fra landsbymiljøet, der lige fra de tidlige år blev en vigtig motivkreds for begge malere. Fra det nydelige landskabsbillede gik B. efterhånden mere i retning af genrebilledet med en stærkt understreget pointe. Debutarbejdet Fra landsbyen 1882 viser f.eks. en bonde, som skal afsted til Amerika og nu må tage afsked med kæresten og moderen. Åbenheden for de franske bonderealister som Millet og Bastien-Lepage ses bl.a. i billedet Udslidt 1889, hvor en bonde er faldet om på marken, mens hans kone råber om hjælp. Fra den tyske maler F. von Uhde modtog B. inspiration til sit social-religiøse maleri, f.eks. af den unge tømmermand, der som en anden Kristus prædiker for en måbende stenhugger og hans kone, En landevej 1893. I dag kan det være svært at værdsætte B.s senere, religiøse kompositioner, og hvad angår det maleriske, forgrovedes hans sene arbejder i en stor og broget produktion. Især i sine tidlige værker udviste B. gode evner for den velovervejede komposition og den sarte, milde farve. Som socialrealist indtog han en central plads i dansk kunst.

Author: Erik Brodersen (Er.B.) Abbreviations Notice: The information comes from the 4th version of Weilbachs Kunstnerleksikon. The editing of the encyclopedia ended in 1994. The information is not continuously updated.