|
C.W. Eckersberg boede fra han var syv år gammel i Blans ved Als fjord og viste tidligt kunstneriske evner. Da han i 1803 var blevet malersvend, støttede en gruppe borgere fra Flensborg en rejse til København, så han kunne blive elev på Kunstakademiet. Blandt hans lærere var N. Abildgaard, som ikke syntes om, at den unge maler tjente til livets ophold ved moralsk-satiriske tegninger og malerier, der blev spredt gennem grafiske gengivelser. Fra E.s ungdom kendes også aktuelle motiver, en række landskaber, bl.a. fra Møn, og nogle få portrætter. Først efter Abildgaards død modtog E. den store guldmedalje og dermed lovning på et rejsestipendium, som dog først blev ledigt i 1812. Inden da var han i 1810, støttet af private velgørere, taget på sin store udenlandsrejse, på strækningen til Paris i selskab med forfatteren, kammerjunker T.C. Bruun de Neergaard. Rejsen gik over Harzen, ned ad Rhinen til Strasbourg og herfra til Paris, og undervejs udførte E. flere tegninger. Hans første tid i Paris prægedes af mismod, som J.P. Møllers ankomst i november synes at have gjort en ende på. De to venner delte logi og gjorde sammen studier i byen og dens omegn. Begge malede landskaber og bybilleder, hvoraf nogle af E.s er så friske, at de virker som malet på stedet. Den franske landskabsmaler P.-H. Valenciennes' indflydelse gør sig måske gældende, men i så fald mere teoretisk end praktisk, for i malemåden er der stor forskel mellem franskmandens studier og E.s detaljerede naturgengivelse. E. opsøgte, introduceret af Bruun de Neergaard, i september 1811 J.-L. Davids atelier for at få undervisning af denne tidens berømteste franske maler. E. vakte Davids interesse og blev opfordret til at deltage i konkurrencen om Prix de Rome, men han undslog sig, da han brugte megen tid på at kopiere efter de gamle mestre i Louvre, billeder der kunne sælges i Kbh. Det var en sådan kopi samt altertavlen til Horne Kirke, der skaffede ham forlængelse af stipendiet og hermed mulighed for at udvide studierejsen med et ophold i Italien. To dage efter ankomsten til Rom i 1813 flyttede E. ind i Casa Buti, hvor Thorvaldsen og flere andre kunstnere boede, deriblandt arkitekterne Peder Malling og G.F. Hetsch og de tyske brødre Wilhelm og Rudolf Schadow. Romeropholdet medførte E.s kunstneriske gennembrud. Han malede historiske kompositioner, portrætter som Thorvaldsens og rækken af romerske motiver, som skulle få langtrækkende virkninger i dansk malerkunst. Det var i Rom, at E. intensiverede sit studie af naturen, og det vides med sikkerhed, at han her malede over for motivet på stedet. Mødet med Thorvaldsens kunst påvirkede visse af E.s historiemalerier, så de holdt sig inden for den klassiske tradition, mens den samtidige tyske kunst som Nazarenernes religiøse emner snarere vækkede hans kritiske sans over for det følelsesladede udtryk. E. synes både at have nydt og profiteret af opholdet i Rom. I maj 1816 måtte han dog vende hjem, og 2. august var han tilbage i Kbh. Det gjaldt nu om at blive knyttet til Kunstakademiet. I september s.å. blev han agreeret og fik som emne for sit medlemsstykke opgivet Balders død. Til trods for, at et nordisk mytologisk motiv må have ligget ham fjernt efter rejsens inspiration fra den klassiske og nyklassicistiske kunst, færdiggjorde han maleriet og blev medlem i oktober 1817. Året efter, i april, blev han udnævnt til professor på samme tid som J.L. Lund og flyttede ind på Charlottenborg, hvor han boede og virkede i 35 år. De første år efter hjemkomsten prægedes af portrætbestillinger, hvori Davids indflydelse endnu spores; efterhånden kom historiebilleder, landskaber, arkitekturstykker, mariner og genrebilleder til. Netop marinemaleriet er et vigtigt aspekt af E.s kunst, enten i form af nøjagtigt gengivne skibe på havet, eller som fremstillinger af historiske begivenheder som f.eks. Thorvaldsens hjemkomst i 1838. Karakteristisk for E.s kunst er hans store evne til at fange det sete på lærredet eller papiret. Han studerede indgående sit motiv, men virkningen blev alligevel en frisk og umiddelbar naturgengivelse. Det var dette intense naturstudium, han videregav til sine elever, og som var medvirkende til opkomsten af den såkaldte guldalder i dansk maleri, også kaldet Københavnerskolen. E. anvendte hjælpemidler til sine naturstudier, brugte f.eks. sekstant til sine mariner og måske et camera obscura til sine landskaber, og gjorde gennem mange år daglige optegnelser om vejret. Hans næsten videnskabelige holdning til kunsten satte også sit præg på hans bogudgivelser om perspektiv. Selv om E. fik offentlige bestillinger som det officielle portræt af Frederik VI, historiebilleder til Christiansborg og mange altertavler, havde han ikke noget stort publikum og fik lavere summer for sine staffelibilleder end elever som Vilh. Marstrand og Jørgen Sonne. Det var i årene op mod 1900, han blev "genopdaget", bl. a. af Emil Hannover, da hans studier syntes at have visse lighedspunkter med friluftsmaleriet. I det følgende århundrede er interessen for ham vokset støt, også i udlandet. Tilnavnet "den danske malerkunsts fader" siger noget om hans placering i dansk malerkunst.
|
