Mogens Gissel

Biography

Mogens Gissel var i 1960erne optaget af materialeeksperimenter i forhold til maleriet, der kompositionelt ligeledes blev undersøgt for et vidt spektrum af muligheder. Det resulterede i ekspressive, pastost malede kompositioner med penselstrøgenes spor i farven som virkningsfuldt element til meget reducerede billedtegn på monokrom flade få år efter, med Rum 8 som et eksempel. Han var aktiv i Aarhus' multimedie avantgardemiljø, hvor han i slutningen af 1960erne var medredaktør af Århus Rapport 1966-69. En periode på ca. fem år fulgte med et figurativt, registrende og koloristisk neddæmpet maleri med motiver fra tidens utopier: Christiania og Thylejren, der blev fulgt op af det, Peter Laugesen har kaldt "drømmens ritualer" med en lang række arbejder fra cirkusmanegen, udført på papir og andre materialer. Men allerede med et værk som Glasbordet, anslås G.s hovedtendens mod en opløsning af billedelementernes figurationer i billedrummet til rebusagtige konstruktioner i et kalejdoskopisk, hvirvlende billedunivers, og det uanset om motivet er et interiør eller et landskab. G. har desuden arbejdet med tegneserier og tegnefilm.

Author: forfatternavn ukendt (A.L.S) Abbreviations Notice: The information comes from the 4th version of Weilbachs Kunstnerleksikon. The editing of the encyclopedia ended in 1994. The information is not continuously updated.