Peter Alsing Nielsen

Biography

Peter Alsing Nielsen med tilnavnet Bølgebliksmaleren følte sig det meste af livet kunstnerisk tiltrukket af det, der i sit ydre udelukkende repræsenterer den praktiske nødvendighed, ribbet for alt overflødigt. Oprindelig var det naturen, der vakte hans lyst til at male. De tidligste billeder er landskaber fra egnen omkring Kalvehave på Sydsjælland, hvor han voksede op. Men da han havde slået sig ned i København, begyndte storbyen snart at sætte sine spor. A. fandt nu sine motiver i Sydhavnen, Frihavnen og i kvarteret omkring Nordhavnen på Østerbro, og hans foretrukne emner var bølgeblikskure, fabriksbygninger eller bunker af gammelt jern. Hensigten med at fordybe sig i disse motiver var ikke at beskrive et socialt miljø, som andre bymalere fra hans generation gjorde, men at omskabe elementer fra det til en abstrakt helhed af linjer, stoflighed og farvenuancer. Billederne er altid mennesketomme, hvilket understreger deres abstrakte karakter. Hans farveholdning er ligeså asketisk som hans motiver, domineret af grå, okker og bleggul. Bølgeblikskure er ubetinget det motiv, han har malet flest gange. I bølgeblikkets tilsyneladende uanselige sølvgrå farve og den rillede overflades stoflighed oplevede han en rigdom af nuancer og variation, og for at gengive dets særprægede karakter malede han det undertiden med sølvfarve på aluminiumsgrund. I sin egen generation indtog han en særstilling, idet han næppe bør placeres blandt periodens realister, selvom hans motivkreds umiddelbart kan friste til det. I grafiske arbejder koncentrerede A.N. sig om tilsvarende motiver. Han har endvidere arbejdet med restaureringer for Nationalmuseet.

Author: Majken Meinhardt (M.Me.) Abbreviations Notice: The information comes from the 4th version of Weilbachs Kunstnerleksikon. The editing of the encyclopedia ended in 1994. The information is not continuously updated.