Knud Kyhn

Biography

Værker. Malerier og akvareller: Sortænder (1915, Stat. Mus. for Kunst); Hesteflok (1923, Kyhnmus., Farum); Badende nøgen pige med heste i baggrunden (1931, smst.); Svaneflok (1931, Stat. Mus. for Kunst); Hvinænder i stormvejr (1933, Sønderjyll. Kunstmus.); Havørn jager blishøns (1944, Storstrøms Kunstmus.); Vandrefalken jager (1945, Stat. Mus. for Kunst); Svaner og måger (1947, Kyhnmus., Farum); Fugleflokke, efterår (1950, Nordjyll. Kunstmus.). Figurer i stentøj: Kæmpende leoparder (1915, Fyns Kunstmus.); Pingvin (1930, Stat. Mus. for Kunst); Sælhundeunge (1934-37, Ribe Kunstmus.); Den blå abe (1936, Kyhnmus., Farum). Keramiske udsmykninger: København ved Øresund (1931, Illum, Kbh.); Odin på Sleipner med ravnene efter sig (1939, Håndv.sk., Sønderborg); De fem svaner (1942, Nord. Kollegium, Kbh.). Bogillustrationer: St. St. Blicher: Trækfuglene, 1918; Achton Friis: Arktiske jagter, 1925; Detleff Boolsen: Bogen om Lasse og Dyrene, 1941; Tscherning Sørensen: Bonden og hans dyr, 1942. Knud Kyhn er, ved siden af Johannes Larsen, den vigtigste dyreskildrer i dette århundredes danske kunst. Allerede som barn begyndte han at tegne fuglene på markerne nær Frederiksberg og dyrene i Zoologisk Have. I 1918 tilbragte han for første gang sommeren ved strandengene i Sydvestsjælland. Den høje himmel med fugleflokkene og de små øer med løsgående heste og kreaturer blev det Danmark, K. gennem et langt liv valgte at fastholde, især i akvareller og malerier. Påvirket af den samtidige vitalistiske strømning, digteren Johannes V. Jensen og billedhuggerne Kai Nielsen og Gerhard Henning skildrede han f.eks. jagende rovfugle og, i tegninger og keramiske figurer, ligeledes aber, bjørne og de andre rovdyr. Menneskeskildringer og symbolske fremstillinger indtager en lille, men vigtig plads i K.s produktion. De understreger de stilistiske og indholdsmæssige forskelle fra Johannes Larsen og Theodor Philipsen, der er de danske kunstnere, K. ellers er mest i slægt med. Som kolorist står K. de malere nær, han udstillede sammen med i de tidlige år på Grønningen. Han blev populær og anerkendt i sin samtid i kraft af de overordentligt livfulde, keramiske dyrestudier foruden børnebogsillustrationerne. I tidens danske keramik er K. en hovedfigur. Iøjnefaldende er desuden hans store produktivitet og sjældent svigtende evne til at finde ny inspiration i det sete.

Author: Erik Mortensen (E.M.) Abbreviations Notice: The information comes from the 4th version of Weilbachs Kunstnerleksikon. The editing of the encyclopedia ended in 1994. The information is not continuously updated.