Mogens Lohmann

Biography

Mogens Lohmann arbejdede først naturalistisk, men i slutningen af 1940rne blev billederne mere forenklede. Efter en ret kort kubistisk overgangsfase med figurbilleder og dyreskulpturer, strammede han formen yderligere op, og fra midten af 1950erne blev det konkrete, konstruktive maleri den udtryksform, som han valgte at arbejde videre med. Hans interesse for matematik og geometri var medvirkende til denne forenkling. Han brugte hverken skabelon eller tape til at præcisere farvefladernes afgrænsning, og penselstrøgenes retning har afgørende betydning for farvens virkning i det enkelte billedfelt. Billedernes grundkomposition er opbygget efter det gyldne snit og planlagt i en ganske lille skitse, som overføres til lærredet ved et kvadreringssystem. Han udviklede efterhånden en række faste billedelementer, cirklen, ofte kun i form af et stykke af et cirkelslag, trekanten, firkanten, ofte som ramme om skrå, lodrette eller vandrette striber, eller som flader, der knækker og danner folder i rummet, og staven, sommetider knækket til siksakformede stykker. Disse formelementer svæver i indbyrdes balance, men under arbejdet får farverne indflydelse på forholdet mellem figur og grund, så baggrunden nogle steder bliver til en aktiv, deltagende form. L.s kolorit baserer sig hovedsagelig på de 3 hovedfarver, rød, gul og blå, samt grøn. Han spiller bevidst på optiske fænomener i sine farvesammenstillinger, hvor kontrastfarvernes sammenstød ofte får det til at flimre for øjnene. Han opfattede ikke sig selv som teoretiker, men hans malerier virker meget bevidste på grund af den omhyggelige maleproces, med passer og lineal, pensler og ridsefjer. For L. drejede det sig først og fremmest om præcision, godt håndværk. Han konstruerede derved sit eget univers, hvor billedets flade er anlagt efter geometriske systemer og fornemmelse. De fleste af L.s billedtitler er kompositioner med rene nummereringer, og han opfattede form og farve som en pendant til musikken, som han således lod komme til udtryk i sine værker, blot skabt med geometriens elementer. Senere søgte han væk fra fladen, blandt andet i en række mærkelige, bemalede træskulpturer fra 1978-79, der minder om de russiske konstruktivisters plastik, men udført af træelementer, der ligner forvoksede tøjklemmer. L. var blandt de kunstnere, der tidligst herhjemme tog serigrafiet (silketrykket) til sig som kunstnerisk udtryksmiddel. Det skete i 1954, og serigrafiet blev både en kunstnerisk og teknisk dybt integreret del af hans produktion.

Author: Lene Olesen (L.O.) Abbreviations Notice: The information comes from the 4th version of Weilbachs Kunstnerleksikon. The editing of the encyclopedia ended in 1994. The information is not continuously updated.