|
Jens Lunds kunst skriver sig på mange måder ind i, hvad man kunne kalde "den grundtvigske retning" i dansk kunst. Hans værk står med sin tunge, stabile ro og udstråling af indre kraft i afgjort modsætning til Vilhelm Bissens salonelegance. Hos L. møder man en fastholden af materialets volumen og stoflige karakter, og det mærkes, hvordan han måtte gå vejen gennem et intensivt arbejde med stoffet ved så at sige at tvinge formen frem lidt efter lidt. Det var de tunge materialer, der havde L.s bevågenhed, granitten, kalkstenen, klæberstenen. Først og fremmest må dog fremhæves hans arbejder i den mørke, hårde moseeg; L. er den første og i øvrigt også eneste danske kunstner, der i større udstrækning har arbejdet i dette fascinerende materiale, og det er vel i arbejdet med moseegen, han for alvor formår at gøre sig gældende i dansk kunst. Et absolut hovedværk i oeuvret, Job, er netop i moseeg, et sluttet og monumentalt arbejde, der ikke virker som billedskæreri, men som hugget ud med mejsel. I disse moseegskulpturer ses det, hvordan L. var inspireret af de gamle, egyptiske træskulpturer. L. har et betragteligt antal skulpturer anbragt rundt om i København, både fritstående og som led i større udsmykninger, og han har således sat sit umiskendelige præg på byen. Her ser man hans interesse for de djærve almue- og folketyper, en solid og i egentligste forstand jordbunden kunst. Desuden skal fremhæves L.s statuettearbejder i brændt ler eller i bronze, f.eks. en Judas-figur, der er skildret med blændende sans for sammenhæng mellem bevægelse og psykologisk habitus, absolut blandt det bedste i nyere dansk skulptur.
|
