Niels Eigtved

Biography

Niels Eigtved var uddannet gartner. Hensigten med hans udlandsrejse var videreuddannelse i faget, og han arbejdede i haven ved Charlottenburg Slot i Berlin og i haver i Warszawa. I 1726 ophørte E. med at beskæftige sig med havekunsten og blev ansat samme år hos C.F. Pöppelmann, hvor han fik kontakter med det sachsisk-polske bygningsvæsen, et forhold, der kom ham til nytte i Dresden i 1729. Her lærte han civilarkitektur og den facadestil, som blev hans, først og fremmest af arkitekterne J. de Bodt og Z. Longuelune, men han lærte også af M.D. Pöppelmanns sene værker, G. Bährs Frauenkirche foruden af J.C. Knöffels facadeblændinger. I August den Stærkes lystlejr ved Zeithein fik E. 1730 en af sine første opgaver for ingeniørkorpset. Her traf han Christian VIs fortrolige Poul Løvenørn. Det blev af afgørende betydning for hans fremtid, ikke mindst ansættelsen i kongens bygningsvæsen. Løvenørn skaffede ham midler til studierejsen, hvor han især skulle studere interiørdekoration. Efter at have taget sin afsked i Dresden i foråret 1733 rejste han til Rom, hvor han foruden studierne udførte tegninger til et slot, og de to bevarede kopier efter Juvarra til en centralkirke gav mindelser om dennes kirke La Surperga ved Torino, der må være en forudsætning for projektet til Frederikskirken. Det vides ikke om E. var i Torino, hvor Juvarras Palazzo Madama kunne være en forudsætning for Amalienborg-palæernes facader. Til Wien kom han i 1735 på vej til prins Eugens Schlosshof, som Christian VI ville have en opmåling af. I München havde han ordre til at gøre opmålinger, bl.a. i Nymphenburg og Schleissheim. Her skulle han lære fornemme rokokointeriører at kende, ikke mindst Franois Cuvilliès' blev af største betydning for hans udvikling som interiørkunstner og for rokokoen i Danmark. Det var en moden, i den nyeste arkitektur skolet kunstner, det kgl. bygningsvæsen kunne ansætte, da E. kom tilbage til København i september 1735. På Christiansborg, som stod under opførelse, ansattes E. og hans kollega L. Thura til at indrette de vigtigste gemakker, hvilket kongen ikke turde betro slottets arkitekt E.D. Häusser. E. fik tildelt de fornemste rum, kongens eget appartement og kronprinsens. Disse rum blev fuldt moderne, men enklere end Cuvilliés og præget dels af franske ornamentstik, dels af billedhuggeren Louis-Augustin Le Clerc, der allerede arbejdede på slottet. Arkitekt og billedhugger måtte samarbejde og alt taler for, at sidstnævnte har haft det afgørende ord at sige med hensyn til selve ornamenterne. Derimod kan det ikke betvivles, at E. som interiørarkitekt stod højere i kongens gunst end Thura, fordi det var E. som indførte den modne rokokostil. Denne tiltro til E.s evner medførte, at hans position i det kgl. bygningsvæsen hurtig øgedes. På Christiansborg fik han således efter konkurrence med de andre arkitekter overdraget opførelsen af de vigtigste trapper og slotskirkens indretning. Efter at kongen havde kasseret Häussers projekt, fik E. til opgave at udforme slottets hovedindgang, dvs. partiet ved Marmorbroen. Her vedkender arkitekturen sig franske forbilleder krydret med figurgruppernes sachsiske accent. I perioden indtil 1742 måtte E. stort set hellige sig arbejderne på residensslottet, men for kronen udførte han en mindre ombygning af Bregentved i 1740, hvor han viste sin snilde ved at omskabe rytterbarakker til et moderne beboelseshus. Da E.D. Häusser blev afskediget i 1742, skete der væsentlige forandringer i E.s forhold. Häussers stilling fik han ikke, dertil vejede hensynet til Thura for tungt. Men han fik opgaven at fuldføre Christiansborg ridebaneanlæg og slottets hovedporte. Derfor omlagdes bygningsdepartementerne, så E. fik bygningerne i København under sig. I 1742 fik han tillige sæde i bygningskommissionen. Alt i alt øgedes hans magt og myndighed og også hans kunstneriske frihed. Med Prinsens palæ skabte han i København en bygning med direkte forudsætning i Frankrig. Det parisiske hôtel, som det udvikledes i 1700-tallets første trediedel, var modellen, som E. var fortrolig med fra kobberstik. Også hans sachsiske og sydtyske erfaringer gjorde sig gældende, således er der mindelser om det Japanske Palæ i Dresden. Riddersalen er en forstudie til samme rum i Moltkes Palæ på Amalienborg. Få år efter J.F. Blondels værk De la distribution des maisons de plaisance udkom i 1737, benyttede E. det, da han for J.S. Schulin opførte Frederiksdal ved Furesøen i 1744. Hermed indførte han i Danmark en ny bygningstype, det beskedne landhus med den udsøgt bekvemme rumfordeling, der i E.s version var noget strammere end forbilledets. Havehuset for enden af Hirschholm slotshave mindede, ikke mindst ved anvendelsen af korintiske pilastre indvendig, om E.s sydtyske uddannelse. Kvaliteten af E.s arbejder i 1740rne er svingende. Sophienberg er et af hans svagere arbejder, der ved sin beliggenhed kunne tillade sig at have belvederekarakter. Ombygningen af Bregentved for A.G. Moltke var en opfølgning af et mindre arbejde med østfløjen, der nu blev hovedfløj. Facadens tre risalitter fulgte linien fra Hirschholm, Ledreborg og Lerchenborg. Turebyholm blev i sin endelige skikkelse både en herregård og et maison de plaisance. Opgaverne inden for hans departement, dvs. hovedstaden, var ikke omfattende i slutningen af 1740rne. Vigtigst var komediehuset på Kgs. Nytorv og det store pakhus, som han opførte på Christianshavn for Asiatisk Kompagni, der begge demonstrerede hans brug af det for ham særegne lisenmotiv, som hermed fik betydning for borgerlig og militær bygningskunst. Indledningen til den sidste og travle periode i E.s virksomhed blev Oldenborgjubilæet i 1749. Han stod for Amalienborg- kvarterets tilblivelse fra byplanen over borgerhusene og palæerne til Frederikskirken, formentlig den største opgave man i 1700-tallet gav en enkelt arkitekt. Generalplanen var E.s. Den viste, at ansvaret for gadeforløbene og den ottekantede plads var hans alene. Han lavede en typetegning til borgerhusene og skulle godkende alle tegninger til de huse, som ønskedes opført. Bernstorffs, Dehns og Berckentins palæer var ikke projekteret af ham, men havde hans godkendelse. Den halve snes borgerhuse, han selv tegnede, viser, at han havde lært lektien i Potsdam og Dresden. Amalienborg Plads med palæerne blev et kunstværk af europæisk rang. Han måtte kappes med Thura og Marcus Tuscher om at give tegning til palæernes ydre. Moltkes Palæ nåede han selv at opføre, og her nåede hans interiørkunst sin kulmination, men ingen af hans udkast til Frederikskirken blev udført. De var forældede og afhængige af det, han som ung havde lært af Juvarras projekt og Bährs Frauenkirche i Dresden. Han projekterede Frederiks Hospital, vort første moderne sygehus. Fløjene om Grønnegården er helt hans værk, forbygningerne mod Bredgade og Amaliegade forestillede han sig mindre end de blev i Thuras version. E. nåede at få indflydelse på både det ældre og det nuværende Kunstakademi, hvis direktør han var de 2 sidste måneder af sit liv. Han var aktiv til det sidste og synes aldrig at have forskertset en mulighed for at få indflydelse. Fra sin pure ungdom tog han altid skæbnen i egen hånd og var tillige tilsmilet af heldet. Først til sidst svækkedes hans kunstneriske position af nye strømninger. E. mestrede alle bygningstyper, og han blev vel den indflydelsesrigeste arkitekt i 1700- tallet. Rokokoen ville have været utænkelig i dansk arkitektur uden ham, for han indførte den fransk-tyske form og bragte den til fuldkommengørelse.

Author: Hakon Lund (Ha.L.) Abbreviations Notice: The information comes from the 4th version of Weilbachs Kunstnerleksikon. The editing of the encyclopedia ended in 1994. The information is not continuously updated.