|
Biography
|
Adolf Hallman ville være maler, og det var for at opsøge Christian Krohgs malerskole, at han tog til Kristiania, hvor han blev inddraget i byens kunstverden. Han kom til at tegne for Exlex, og det var som tegner, at H. dernæst ville prøve sin lykke i det internationale kulturliv. Håbefuld forsøgte han sig i Paris, dog uden den store succes. Det var et tilfældigt møde med Politikens Niels Hasager, senere chefredaktør, på en café i Paris, som førte til, at H. blev knyttet til det nystartede søndagstillæg Politikens Magasin. Gennem dette arbejde fik han stor betydning for den danske aviskunst. Sammen med bl.a. Axel Nygaard og Valdemar Andersen var han med til at revolutionere avisens udformning ved at føre principper fra den moderne, franske tegner- og malerkunst ind i bladtegnerkunsten og avislayoutet. H. lå med sin forenklede tegning, rene farveflader og mangel på dybde i sine ofte eksotiske motiver tæt op ad den internationale Art Déco. Forbillederne var franske tegnere som Chas Laborde og Jules Pascin, men H. lod sig også inspirere af sine kolleger på Politiken, i særlig grad de yngre, Aage Sikker Hansen og Arne Ungermann. Sine kvaliteter fra dagbladene bragte H. med sig ind i sine bogillustrationer, ofte med et let og raffineret erotisk anstrøg.
|
Author: Lasse Hultberg (L.H.)
Abbreviations
Notice: The information comes from the 4th version of Weilbachs Kunstnerleksikon. The editing of the encyclopedia ended in 1994. The information is not continuously updated.
|