Hack Kampmann

Biography

Hack Kampmann var ud af en gammel jydsk præsteslægt, og bevarede livet igennem en stærk tilknytning til Jylland. Af H.s akademiarbejder fremgår, at han fik en grundig indføring i de klassiske stilarter og samtidig kendskab til ældre dansk arkitektur. Allerede i akademitiden gik der ry om K.s store evner, og efter at have bestået afgangsprøven i 1878, blev han ansat hos sine læremestre, H.J. Holm og Ferd. Meldahl. Påvirkningen fra disse to forskellige personligheder blevet afgørende for K. Efter at have foretaget den første studietur til Italien, studerede K. på École des Beaux-Arts i Paris, hvor han samtidig var assistent hos den indflydelsesrige Jacques Herment. Påvirkningen fra Paris var tidligt med til at give K. et internationalt tilsnit, som, sammenstillet med hans medfødte jydske lune, af mange blev opfattet som arrogance. I 1884-86 foretog K. en lang studietur, hovedsageligt til Italien, hvorfra der foreligger en række fornemme opmålinger og tegninger. I denne kunst overgik han langt sine læremestre og samtidige. Derefter deltog K. i 1887 i brygger Carl Jacobsens ekspedition til Grækenland, som fik stor betydning for ham, fordi han her indledte et livslangt venskab og samarbejde med den indflydelsesrige brygger. K. begyndte sin selvstændige virksomhed med en række bygninger i Hjørring, som er stærkt påvirket af den dansk-italienske stil. Med gennembrudsværket, Provinsarkivet i Viborg, 1889, som fremstår som et usædvanligt helstøbt arbejde, har K. frigjort sig og udviklet en personlig, national- romantisk stil. I 1892 blev K. udnævnt til kongelig bygningsinspektør for det nordlige Jylland, og de 16 år han boede i Århus, blev hans florissante periode som arkitekt for et meget stort antal byggerier fra små anonyme skovfogedboliger til store offentlige institutioner, spredt over hele distriktet, men med koncentrationer i Århus, Viborg, Ålborg og Hjørring. Blandt arbejderne i Århus indtager Toldkammeret, 1897, Århus Teater, 1900, og Statsbiblioteket, 1902, særstillinger. Det er karakteristisk, at K. i disse bygninger tager et pragmatisk udgangspunkt i funktionen og i grundens beskaffenhed, som kombineret med klare hovedformer giver et levende samspil mellem bygningernes indre og ydre. Typisk er også en veludviklet byggeteknik med sammenstilling af traditionelle og nye byggeformer og med hovedvægten lagt på stor materialeægthed i de smukt forarbejdede konstruktioner af natursten, tegl, tømmer, stål, glas og jernbeton. Hertil kommer den rige kunstneriske udsmykning ofte i en dæmpet jugendstil med anvendelse af dyre- og plantemotiver eller med forskellige historisk inspirerede bygningsdetaljer, herunder nordiske motiver. K. gav selv udkast til udsmykninger, men havde som regel et tæt samarbejde med kunstnere som K. Hansen-Reistrup, Hans Tegner m.fl. Det er også typisk, at K. tegnede møbler, lamper og beslag til sine vigtigste værker. Administrativt styrede K. med fast hånd tilsynet med kirkerne, ligesom han selv var foregangsmand gennem en række væsentlige istandsættelser og restaureringsarbejder. K. arbejdede aktivt for bevaringstanken bl.a. gennem Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring samt ved dannelsen af Den gamle By i Århus omkring 1909. I København opførte K. 1901-06 et andet hovedværk, udvidelsen af Glyptoteket, som naturligt bygger på en række motiver, hentet fra antikken. I perioden efter 1900 skiftede K. stil til den af Andreas Clemmensen introducerede hvide palæstil, hvor en større enkelthed og klarhed er gennemgående. Herefter følger omkring 1907 et mere markant skifte i K.'s arkitektur, idet han helt forlod den sammensatte stilarkitektur og i stedet søgte inspiration i dansk tradition med en række bygninger, opført med en enkel og plastisk hovedform i røde tegl med hvide gesimser samt store, ofte valmende tegltage. Disse arbejder har vekslende stiltræk fra renæssance, barok og klassicisme. K. overtog H.J. Holms professorat på Akademiet, og foretog, sammen med Martin Nyrop, en tiltrængt fornyelse. K. blev en betydningsfuld lærer som, på trods af sit til tider reserverede væsen, forstod at videregive sit store personlige kendskab til klassisk og dansk arkitektur. K. flyttede således tilbage til København, men beholdt til sin død embedet som bygningsinspektør, som i Århus varetoges af Johs. Frederiksen. På tegnestuen i København var det især Kaj Gottlob, Thomas Havning og efterhånden sønnerne Christian og Hans Jørgen Kampmann, der fik betydning. Endelig skiftede K. omkring 1916 over til nyklassicisme. Umiddelbart kunne det synes at passe ham fint, men han følte sig ikke helhjertet tiltrukket af den meget stramme og lovbundne empirestil, som ikke gav plads for hans iderigdom. K. døde 1920 og nåede derfor kun at se tegninger og modeller til Politigården, som på den kunstneriske side især var præget af Aage Rafn.

Author: Niels Vium (N.V.) Abbreviations Notice: The information comes from the 4th version of Weilbachs Kunstnerleksikon. The editing of the encyclopedia ended in 1994. The information is not continuously updated.