Olaf Rude

Biography

Olaf Rude begyndte med at male små natur- og portrætstudier, fortrinsvis af familien og af landskabet omkring faderens gård på Lolland. I 1905 rejste han til København, hvor han som forberedelse til Akademiet fik den navnkundige lærer Holger Grønvold. Samtidig mødte han en række unge kunstnere, William Scharff, Jais Nielsen og Einar Utzon-Frank, kunstnere der siden skulle stå sammen om nybruddet i dansk maleri. Hans portræt af Scharff, malet på Lolland i 1907, demonstrerer en forbløffende koloristisk sikkerhed og vidner samtidig om hans ophold på Zahrtmanns skole med den stadige indprenten af lysets komplementære karakter. R. debuterede på KE i 1908, men blev til stor fortrydelse afvist på Forårsudstillingen på Charlottenborg det følgende år. Han tog derfor initiativ til dannelsen af kunstnergruppen De tretten, en Salon des Refusés, hvor der ud over de allerede nævnte venner bl.a. også deltog Folmer Bonnén, Aksel Jørgensen og Edvard Weie. I 1911 rejste han sammen med Scharff til Paris og stiftede her for første gang bekendtskab med de nye stømninger i fransk kunst. Det var dog alene påvirkningerne fra Cézanne, han bragte hjem, som det blev demonstreret på Grønningens første udstilling i 1915, hvor R. var gæst med bl.a. det også af Giersing påvirkede billede, Bro i Frederiksberg Have. Det blev købt af Chr. Tetzen-Lund, hos hvem R. i 1917 ved selvsyn kunne stifte bekendtskab med Picassos Opstilling med guitar, nu i Statens Museum for Kunst, et billede han på KE i 1918 viste en parafrase over, Komposition I. Picassos billede blev i øvrigt gentaget med næsten fotografisk præcision i R.s indtagende interiørskildring Aage Jacobæus i sit hjem i Rønne fra 1928. Årene 1918-20 bragte en række kubistiske hovedværker, der i deres helstøbte form demonstrerer, at R. både beherskede vokabularet og samtidig til stadighed udfordrede lærredet, som f.eks. i Opstilling med franskbrød, malet i to versioner, hvor det naturalistiske franskbrød indlemmes som formgivende element, eller i Ryttersker, også i flere versioner, hvor futurismen, sandsynligvis inspireret af Jais Nielsen, vandt plads. Det var også sammen med Jais Nielsen, han i 1919 efter tilskyndelse fra Oluf Høst, for første gang besøgte Bornholm. Her fandt han, ligesom Karl Isakson, en motivverden, der næsten i sig selv var kubistisk, og hvor det nødvendigvis måtte blive den koloristiske indgang, der var den afgørende. Næsten modsætningsfyldt til de tidlige bornholmske billeder malede han under et udstillingsbesøg i Kristiania i 1919 et af de mest gennemførte klassisk kubistiske billeder, Norsk landskab, et billede der i sin klare disposition og nedstemte tonalitet samtidig peger frem mod R.s opgør med kubismen, som den udfoldes i billederne fra besøget i Assisi året efter. Opholdet på Bornholm og især Isaksons mindeudstilling på Statens Museum for Kunst i 1922 blev skelsættende for R. Med den nye koloristiske oplevelse som ballast malede han de første år en række billeder af mere eksperimentel karakter, hvor påvirkninger fra Oluf Høsts heftige penselføring og Isaksons kolorit blandes lidt forvirrende, men f.eks. dokumenterer Tidlig forårssol, Frederiksberg et sikkert greb om den nye form for maleri, han skulle udfolde fuldt ud, efter han i 1924 tog fast sommerophold på Bornholm. R. vandt tidligt anerkendelse for sit nye landskabsmaleri, og de rige afsætningsmuligheder gjorde, at han i lange perioder forfaldt til mere rutineprægede arbejder, der ofte blev udført i adskillige versioner. Især udsigten fra huset Havkatten og fra det særskilt opførte atelier blev gentaget adskillige gange. En af disse relativt uskyldige opstillinger fra atelieret opnåede alligevel i 1942 at blive udskilt fra Nationalgalleriet i Oslo som "sensasjonsmaleri, kommunistisk propaganda", en oplevelse der dog blev mødt med stoisk ro af R. selv. Blev landskabsmalerierne efterhånden lidt letkøbte, fandt R. et nyt felt for fordybelse i portrætmaleriet. Portrætterne af Niels Bjerre, Elna Fonnesbech Sandberg, J.W. Larsen og Aage Jacobæus vidner om en indlevelse, der gør dem til magtfulde karakterskildringer. Også i akvarellen, som R. dyrkede som selvstændigt medium, fastholdt han den umiddelbare naturoplevelse, hvor letheden understreges af det sikre kompositionelle greb, altid omhyggeligt opstreget med blyant under vandfarven. De to store malerier til Folketingssalen, en gave fra Ny Carlsbergfondet i anledning af grundlovens 100 års jubilæum, blev en om end monumental så dog koloristisk flad og holdningsløs slutsten på hans produktion. Grunden ligger sikkert i den også for R. vanskelige proces at overføre akvarellens lethed til det store format i olie. Den oprindelige plan var da også at lade Gerda Henning udføre vævninger efter akvarellerne, men da R. ikke magtede at omsætte billederne til kartoner, valgte man i stedet at lade R. selv udføre malerierne.

Author: Lars Kærulf Møller (L.K.M.) Abbreviations Notice: The information comes from the 4th version of Weilbachs Kunstnerleksikon. The editing of the encyclopedia ended in 1994. The information is not continuously updated.