|
Harald Slott-Møller blev i 1880erne anset for at være et af naturalismens største kunstneriske talenter og en af det moderne gennembruds foregangsmænd. Han gennemgik både malerisk og motivisk en markant udvikling fra det socialrealistiske billede Fattigfolk i dødens venteværelse, 1886, over Foråret fra 1896, som er tydeligt symbolistisk inspireret, for til sidst at ende med et maleri, som var ude af trit med hans samtid. Sammen med Johan Rohde og hustruen Agnes Slott- Møller var S.-M. central for dannelsen af Den frie Udstilling, hvor han i 1891 vakte opsigt med en ny retning i sin kunst, der blandede symbolisme og naturalisme på suveræn vis. Også som formgiver vandt S.-M. tidligt anerkendelse som en af Skønvirkestilens markante kunstnere med udkast til bl.a. møbler og smykker, og hans væsentligste produktion inden for kunsthåndværk og -industri blev skabt indtil de første år af 1900-tallet. S.-M. og hustruen er i samtidens kritik såvel som i senere kunstlitteratur oftest omtalt og vurderet som par, og den gensidige påvirkning mellem de to meget forskellige personligheder var stor og vanskeligt gennemskuelig i et samspil, hvor hans talent er karakteriseret som malerisk og formelt og hendes som digterisk og teoretisk. Som hustruen var S.-M. fra den første rejse til Italien optaget især af landets middelalderlige kunst og af Middelalderen i det hele taget, ligesom mytedannelse og -fortolkning og tanken om Gesamtkunstværket optog dem meget. De blev stærkt påvirket af de engelske prærafaelitters kunstsyn, hvor æstetik, ideologi og moral var uadskillelige størrelser. Parret brød med Den frie Udstilling efter få år på grund af kunstneriske uoverensstemmelser, og kritikken blev efterhånden delt for sluttelig at vurdere S.-M.s kunstsyn som konservativt og hans talent som svindende. Kontroverserne kulminerede i den såkaldte bondemalerstrid, der i 1907 isolerede parret stærkt fra det øvrige kunstliv. Forholdet til kolleger og kritikere var herefter præget af uforsonlig stemning og bitterhed fra parrets side, som nok har påvirket den faglige kritik af deres værker. S.-M. kunstneriske virke efter århundredskiftet må beskrives som kvalitetsmæssig ujævn, hvor en række gode billeder gennem årene veksler med romantisk-sødladne eller fortænkte motiver og herregårdsinteriører. Det var da også i herregårdsmiljøet og i nationalpolitisk engagerede kredse, at parret især fra 1910erne fandt interesse for deres arbejde, ligesom deres stærke nationale engagement gav gode kontakter og resulterede i bestillingsopgaver gennem en årrække. Det ideologiske fundament med udgangspunkt i en intellektuel kunstopfattelse, der var den egentlige baggrund for samtidens hårde dom over parret, var, set med eftertidens øjne, deres styrke og er en væsentlig baggrund for de senere års interesse for deres arbejde.
|
