Lars Ly

Biography

Lars Lys maleri er beslægtet med den ny-figurative bølge i 1980erne, men stemningsmæssigt af en blidere karakter. Malerkollegernes vildskab er hos L. erstattet af en skær poesi, både i den lyse farveholdning, som i perioder er holdt næsten gult i gult, og i den måde, figurerne kombineres med forskellige organiske mønstre, borter og tegn. Flere af hans kompositioner fremstår som et Utopia, hvor figurerne indsættes i idylliske, arkadiske landskaber eller frodigt blomstrende interiører. Karakteristisk er en erotisk stemning, en stærk, latent spænding mellem mand og kvinde, men også en gennemgående isolation mellem kønnene, en evne til hengivelse på den ene side, sat op imod en drømmende længsel, som formidles dels via de klassiske kompositioner, dels i de isolerede og ofte sammenknugede figurer. Denne blanding af sensualisme og tvetydighed understreges kraftigt af den gennem årene stadigt mere udprægede stoflighed, som opstår ved brugen af sammensatte materialekarakterer, gamle, solblegede presenninger, gulnede tapetstumper, stoflapper, indsatte tegninger, sand iblandet farven m.m.

Author: Hellen Lassen (He.L.) Abbreviations Notice: The information comes from the 4th version of Weilbachs Kunstnerleksikon. The editing of the encyclopedia ended in 1994. The information is not continuously updated.