Franka Rasmussen

Biography

Franka Rasmussen arbejdede tidligt som maler, men inddrog siden de tekstile arbejdsformer som enkelte muligheder blandt mange. Fra en række ret stramme, klassisk inspirerede billedtæpper søgte hun hurtigt mod en formmæssig forenkling for derved at kunne koncentrere sig om fladen og dens struktur. Som ung var R. nok inspireret af tankerne hos Bauhaus, men udviklede snart sit eget form- og billedsprog, inden for hvilket hun eksperimenterede resten af livet. I årene som underviser på Kunsthåndværkerskolen formåede hun dels at fastholde sit eget eksperimenterende arbejde, dels at inspirerere en lang række unge kunstnere og kunsthåndværkere til at søge deres egne veje frem for en indlæring af udvalgte teknikker og metoder. R.s eget arbejde kan deles op i 3 hovedgrupper, det fladedækkende tekstile tæppe, det transparente værk og de rumlige forsøg. I førstnævnte genkendes elementer fra klassisk billedvævning, dels gennem en tæt figurtegning, dels ved at farvetonerne er meleret op af mange farvede tråde i integrerede farveforløb. Senere fulgte forsøgene med at variere fladen ved hjælp af forenklet eller helt nyudviklet teknik og en strammere komposition. Ofte holdes enkelte geometriske former på plads af stramme linier,kun brudt af løsthængende tråde eller små kulørstærke partier. I arbejdet med det transparente fik industriens udvikling af nye materialer betydning for materialebrugen og behandlingen i det enkelte tæppe. Naturmaterialer som hør og bomuld kunne forbindes næsten usynligt af nylontråd, mens brugen af metaltråde og formstøbte net kunne indgå med deres særpræg i samspil med mere langsommelige teknikker. Den endelige konsekvens kom tydeligt frem i værkerne fra de sene år, hvor R. arbejdede med skulpturer, collager og objekter, ofte udført i industrielle affaldsmaterialer eller fund med reminiscenser af menneskets brug og forbrug.

Author: Lisbeth Tolstrup (L.T.) Abbreviations Notice: The information comes from the 4th version of Weilbachs Kunstnerleksikon. The editing of the encyclopedia ended in 1994. The information is not continuously updated.