Ole Schwalbe

Biography

Ole Schwalbe gav denne selvkarakteristik: "I erkendelse af, at vi lever i et samfund, der bygger på den metafysiske forestilling om, at alt lader sig måle og veje, forsøger jeg at bekæmpe logikken med logikkens egne midler." Som Linien IIs kunstnere arbejdede han med den dynamiske vekselvirkning mellem figur og grund. Billedet er i bevægelse, ligesom samfundet omdannes og forandres, og skal på samme måde være i stadig balance mellem intellekt og følelse. Han debuterede allerede som 16-årig i 1945 på KE. I 1950 var han udlært som litograf, men besluttede at blive fuldtidskunstner. Efter nogle eksperimenter med farveharmonier begrænsede han i 1953 koloritten til sort og hvidt, hvilket var en reaktion mod det "farvemisbrug", som han følte, at dansk kunst siden Vilhelm Hammershøi havde været præget af. Med sort og hvidt dannede han positive og negative cirkeludsnit, som en slags papirklip, hvor både den udklippede form og den, der bliver tilbage, bruges. Disse tidlige billeder blev dog så enkle, at han ikke kunne komme videre. Han arbejdede med rette linier og anvendte ofte en korsform foruden en æglignende, oval figur. I sidste halvdel af 1950erne kom den røde farve til, og de tre farver afspejler tilsammen tilværelsens væsentligste elementer liv og død, krop og sjæl. Billederne blev renset til et absolut minimum af indhold, hvor alt uvæsentligt er kastet bort. De rene geometriske figurer fungerer som meditationsobjekter, hvorved kunsten får en funktion i et stresset samfund. S.' samfundsengagement kom også til udtryk i mange udsmykninger, hvor han arbejdede med det totale samspil mellem arkitektur og billedkunst. F.eks. består hans udsmykning af Brandbjerg Højskole af elementer, som er muret ind i bygningen i forbindelse med opførelsen. Omkring 1960 blev det sort-hvide løst op i en gråskala, som i Signet I, men derefter kom der mere koloristisk liv i hans billeder, f.eks. det dybtblå Entre chien et loup. S. anvendte tidligt serigrafi, men til den grafiske mappe Romerske synonymer valgte han som litograf den kendte teknik. Mappen består af en sammenstilling af arkitekturfotografier og litografier, hvor arkitekturen fungerer som sparringspartner for de nonfigurative billeder. Senere udnyttede han igen serigrafiets muligheder ved f.eks. at lade dele af formerne trykke laserende blankt og hvidt på hvidt, hvilket alene ved en ændring af overfladestrukturen skaber en rumlig illusion på papiret. Efterhånden blev billederne mere brogede og komplicerede. Hvor kompositionen tidligere bestod af fladernes forhold til hinanden, blev formelementerne perspektiviske og som i computergrafik slynget ind i rummet og standset i en bevægelse. Samtidig opnåede hans sidste billeder en utrolig forfinelse.

Author: Lene Olesen (L.O.) Abbreviations Notice: The information comes from the 4th version of Weilbachs Kunstnerleksikon. The editing of the encyclopedia ended in 1994. The information is not continuously updated.