|
Svend Johansen traf allerede under elevtiden på Teknisk Skole Poul Henningsen, som blev en ven for livet og hyppig samarbejdspartner. På Akademiet lærte han en anden betydningsfuld følgesvend, Vilh. Lundstrøm, at kende, sammen med hvem han fik et skandaleombrust gennembrud i udstillingslivet under den første verdenskrig. Med værker som Krigen og De ufordragelige pokerspillere introducerede J. en løssluppen, tvetydig, elegant og samtidig tilstræbt primitiv udtryksform. Han var en central skikkelse i disse års skandinaviske modernistkreds i København og en flittig leverandør af litografier til kredsens talerør, tidsskriftet Klingen. Her blev grunden lagt til sammenslutningen De Fire, der foruden J. bestod af Lundstrøm, Axel Salto og Karl Larsen. I 1920rne fyldte gruppen ca. en gang om året Den frie Udstillings bygning med billeder, ofte malet i Frankrig, hvor de alle tilbragte en stor del af årtiet. Det barokke, fabulerende figurmaleri, der havde kendetegnet J.s værk i krigsårene, veg efterhånden for fauvistisk farvede opstillinger og udsigter gennem altandøre, og i anden halvdel af 1920rne for vinterlige udsigter over Københavnske pladser med menneskevrimlen og trafikken set skråt ovenfra. Efter debuten inden for teatermaleriet med Tivolirevyen 1924, kom dette imidlertid til at indtage en stadig større plads i J.s værk. J.s brud med illusionismen står inden for teatermaleriet i Danmark som et sidestykke til det få år tidligere modernistiske gennembrud i maleriet. J. introducerede en scenografi, der var mere fri og fabulerende end den forudgående naturalisme og samtidig strengere i sit krav om helhed og konsekvens i det kunstneriske. Til J.s inspirationskilder hørte russeren Sergej Diaghileff, hvis teaterarbejder i Paris i flere tilfælde var foregået i samarbejde med franske modernister, og en række af den moderne europæiske teaterdekorations øvrige pionerer, som Max Reinhardt, Erwin Piscator og Vsevolod Mejerkhold. Teatermaleriet blev J.s hovedindsats, hvor han fandt et livslangt virkefelt for sin originale, farverige og barokke form. Den udfoldede sig i frodige eventyrskove med fantastiske træer, og i arkitektoniske verdener, inspireret af kubismens fragmenterede rum. Staffelimaleriet trådte med tiden i baggrunden, til gengæld udførte J. ved siden af sine scenografiske opgaver en række dekorationer til offentlige såvel som private rum, samt talrige gouacher med motiver fra teatrets verden, ikke mindst fra den italienske commedia dell'arte.
|
