Genstand

Nekhet-kawis ydre mumiekiste

primaryImage
Under den engelske ægyptolog W.M.F. Petries udgravninger ved Sedment 1921 stødte han på Nekhet-kawis gravkammer. Han skriver: "Vi fandt det meste af både den indre og ydre kiste, kun lågene var for alvor ødelagt. Kisterne var brækket op i sydenden og kroppen trukket ud og røvet... Oven på den indre kiste fandt vi 2 buer, 3 pile og 2 stokke liggende, alle udført som modeller. Mellem de to kister fandt vi en groft tilvirket trækasse med modelværktøj. Sættet bestod af økse, tværøkse, sav, bor og en bøjet stok. Inde i kisten ved knoglerne lå den gulmalede nakkestøtte, enkelte blåglaserede perler fra et halssmykke og et par træsandaler; derudover endnu to pile og to stokke, i model, som sikkert var faldet ned gennem låget ovenover. Et helt sæt gravmodeller og en ka-figur stod på deres plads i en flad niche mod øst. De var af nogenlunde kvalitet, men delvis ædt af hvide myrer".

Kisterne står i dag på Glyptoteket, medens gravmodellerne, "ka-figuren" (en statuette af Nekhet-kawi) og de øvrige dele af gravudstyret findes på Nationalmuseet i København. Kisterne er nu sat sammen, så man dårligt kan se, at de har været udsat for gravrøvernes hærværk; kun låget til den ydre kiste mangler. De er belagt med stuk og malet gule udenpå og hvide indeni. Yderkistens yderside er dekoreret med to Horus-øjne og offerformularer, hvor kongen sammen med dødeguden Osiris og gravguden Anubis står som garanter for Nekhet-kawis døde-ofre og begravelse.

Indeni den ydre kiste gentages offerformularerne i vandrette indskrifter langs kanterne, og herunder er en lang offerliste optegnet på den ene væg, medens de øvrige vægge er dekoreret med spraglede billeder af ting, som man tænkte sig den døde havde brug for, f.eks. nakkestøtte, spejl, smykker, rituelle kar, våben, sandaler og krukker med salve. Herunder er der skrevet formularer fra de såkaldte Pyramidetekster, en slags rituelle indskrifter, som i Gamle Rige kun fandtes i kongers og dronningers pyramider, men i Første Mellemtid og Mellemste Rige blev brugt i privatfolks sarkofager i en særlig redaktion, der kaldes Sarkofagtekster. De skulle hjælpe den døde ind i den næste verden og sikre hans fremtidige velfærd.

Den indre kiste, der omsluttede den døde, er dekoreret efter samme mønster som den ydre: med Horus-øjne, borter af offerformularer, en offerliste, billeder af ting, som den døde behøvede, og kolonner med Sarkofagtekster.

Erhvervet i 1921 fra British School of Archaeology in Egypt.
Museum: Ny Carlsberg Glyptotek Genstandnummer: ÆIN 1585 Indkomstdato:
Datering: Ægypten, ca. 2150-2050 f.Kr.
Materiale: Bemalet træ Længde: 220 cm

Museumssag

Denne genstand hører til følgende museumssag:
Nekhet-kawis dobbelte mumiekiste

Billeder

secondaryImage
secondaryImage
secondaryImage
secondaryImage
secondaryImage