Genstand

Den kongelige skatmester Gebu

primaryImage
Skatmesteren Gebu sidder med benene trukket op under sig og hænderne på knæene. Han bærer paryk og en lang kilt, der var typisk for ældre, værdige embedsmænd.

Oprindeligt stod statuen i Amons tempel i Karnak, sådan som det fremgår af indskriften på soklen: "Givet som hæder fra kongen til den kongelige skatmester og godsforvalter Gebu, sand af stemme, født af Ren-seneb, til at opstille i templet for Amon, herren af de to landes troner, i Karnak".

Statuens anden indskrift, på kilten, er en offerformular, der stiller kongen og guden Amon som garanter for, at Gebu i sit hinsides liv skal få "brød, øl, okse, fugl, klæde, salve, køligt vand, røgelse, olie, alt det gode og rene, som en gud lever af, og livets søde ånde".

Statuen har opfyldt to formål. Dels stod den i tempelområdet, så præster og forbipasserende kunne mindes Gebu, fremsige offerformularer og give ofre ved statuen. Dels tænkte man sig, at Gebu gennem sin statue ville få del i Amons ofre, som præsterne dagligt præsenterede for guden i templets indre.

Statuen er et af den ægyptiske kunsts ubestridte mesterværker, og et af de fineste, der er overleveret fra Anden Mellemperiode. I slutningen af Mellemste Rige og begyndelsen af Anden Mellemperiode dyrkede billedhuggere gammelmandsansigtet tolket som udtryk for livserfaring, visdom og autoritet, sådan som det ses her.

Fra Amons tempel i Karnak.
Erhvervet 1890 ved salget af Collection Sabatier.
Museum: Ny Carlsberg Glyptotek Genstandnummer: ÆIN 0027 Indkomstdato:
Datering: Ægypten, omkring 1700 f.Kr.
Materiale: Granit Højde: 93 cm

Museumssag

Denne genstand hører til følgende museumssag:
Den kongelige skatmester Gebu