Genstand

Kornmagasin fra Gemnis grav

primaryImage
Kornmagasinet er en gul bygning med to siloer i en åben gård. Kornet hældes ned gennem huller i siloernes tag og lempes ud gennem lemme i gården.

I gården måler to mænd korn i skæpper, medens en mand tæller, hvor mange gange skæpperne fyldes og tømmes. På en af siloernes tag står magasinchefen med et scepter i hånden og overvåger arbejdet, og en skriver sidder med et gipsbelagt skrivebræt. Han bruger rødt og sort blæk, den ene pen sidder bag øret, medens den anden er i brug. Man skal tænke sig, at manden, der står og tæller skæpper i gården, råber tal, som skriveren noterer og tæller sammen på sit skrivebræt. Den røde kasse er en slags mobilt kontor til regnskaber, papyrus, pen og blæk. Assistenten, som sidder ved siden af skriveren, er sikkert med for at bære kassen, når skriveren skal videre til nye opgaver.

Tre høstarbejdere slæber kornsække op på siloens tag og tømmer dem ned gennem hullerne til siloens indre. De går op ad trappen til den ene silos tag og balancerer på en smal gangbro over indgangsdøren til den anden silo. Kornet, som ligger rundt omkring, er høstet ved Nilens bred for omkring 4000 år siden.

Modellen stammer fra Gemnis grav, hvor den er fundet sammen med andre gravmodeller (ÆIN 1629 - ÆIN 1634). Idéen er, at kornmagasinet skal levere korn og måske også dadler til bage- og bryggescenerne, ÆIN 1629 og ÆIN 1632, så Gemni kan få brød og øl i sit hinsides liv.

Fra Gemni-em-hats grav ved Sakkara.
Erhvervet 1923 fra Service des Antiquités de l'Égypte.
Museum: Ny Carlsberg Glyptotek Genstandnummer: ÆIN 1630 Indkomstdato:
Datering: Ægypten, ca. 1991-1962 f.Kr.
Materiale: Træ Højde: 40 cm

Museumssag

Denne genstand hører til følgende museumssag:
Gemnis grav